Interview
Oplevelser i naturen skaber velvære
Alle skal kende mulighederne i naturen – især dem, der ikke af sig selv ville finde derud. Tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen mener, der ligger en vigtig opgave i at formidle naturen og dele glæden ved naturen netop til dem, så de opdager den velvære naturen kan give – og så skal der i øvrigt gives plads til forskellige og nye måder at opleve naturen på.
”Tag ud og oplev naturen, den giver så meget! Men husk at invitere nogen med, der ikke har fået øje på de værdier endnu. Del glæden med andre”.
Sådan lyder det fra Eva Kjer Hansen, der senest har været miljø- og fødevareminister i otte måneder i løbet af 2015-2016. Hun er ambassadør for kampagnen Oplev mere – Brug naturen, fordi budskabet om at bruge naturen og få glæde af den, er et vigtigt budskab for hende.
Især ligger det den sønderjyske venstrepolitiker, der også er tidligere socialminister på sinde, at mennesker, der på den ene eller anden måde er socialt udsat, også får øjnene op for naturens muligheder.
”Vi ser, at nogle grupper ikke bruger naturen så meget og derfor er det ekstra vigtigt, og især hvis vi bruger offentlige midler, at vi tænker i motivere dem og åbne de menneskers øjne for de muligheder, der er i naturen. Det er selvfølgelig op til folk selv, om de ønsker at gøre brug af dem, men de skal i hvert fald kende mulighederne og de skal formidles bedst muligt” siger Eva Kjer Hansen.
Naturen skal ikke være øde områder der ligger hen men give os oplevelser og fællesskab. Og give os livskvalitet. Eva Kjer Hansen
Natur skal kunne opleves på mange måder
Særligt i forbindelse med ændringer af planloven har Eva Kjer Hansen stødt på, hvor mange forskellige måder naturen kan opleves på, og som Miljø- og fødevareminister var hun optaget af, at modernisere og skabe rum for mere fleksible måder at opleve naturen på. Her mødte hun foreninger, der gerne vil have faciliteter til opbevaring af udstyr og så at mange mennesker, ville komme mere ud i naturen, hvis der for eksempel var flere toiletter.
”Jeg synes vi har været gode til at investere i vådområder der giver et rigt dyre- og fugleliv. Men vi kunne indrette os lidt mere efter de behov der er for oplevelser. Naturen skal ikke være øde områder der ligger hen omen noget kan opleves og give os oplevelser og fællesskab. Og give os livskvalitet. Det er oplevelserne af den, der er det vigtige. Faciliteter kan designes og tænkes hensigtsmæssigt ind i landskabet og betyde, at flere kommer ud i naturen” siger Eva Kjer Hansen.
Naturen giver velvære
Eva Kjer Hansen er selv en ivrig cyklist og elsker gåture. Det er ofte på en gåtur, at sager bliver tænkt igennem eller taler disponeres. Hun benytter flittigt vandretruter og trækker sine teenagedøtre med ud.
”På en gåtur får man snakket om alt muligt. Der er en ro omkring det, man har bare hinandens selskab og jeg tror det er her man får de bedste samtaler. Det er et fred-og-ro-rum, hvor man kommer væk fra larmen, som vi omgiver os med. Jeg tænker larm i bred forstand som sociale medier, musik, og travlhed. Det giver så meget” siger Eva Kjer Hansen.