En overnatning i naturen er en særlig oplevelse, og der er rigtig mange muligheder i for at sove i den danske natur i mere eller mindre primitive omgivelser - men altid med oplevelsesgaranti! 

Hvad siger reglerne om overnatning?

På stranden og i offentlige ejede skove må du opholde dig hele døgnet, men du må ikke bare slå dit telt op i naturen - hverken i natur der er offentligt ejet eller privatejet. Du skal altid spørge om lov til at overnatte på private arealer. 

Ikke telt på stranden
På stranden må du ikke slå telt op - eller noget der ligner eller har samme funktion.  Du må dog gerne sove under åben himmel i sovepose, eller under din kano eller jolle, der er vendt på hovedet.

Bivuak eller hængekøje
Overnatning i en hængekøje er en anderledes måde at være helt tæt på naturen. I Naturstyrelsens skove må du gerne sove i hængekøje, så længe du ikke beskadiger træerne, ligesom du altid må krybe i soveposen og sove under åben himmel overalt i Naturstyrelsens skove.

I telt i naturen
Der er rigtig mange steder, du må slå telt op i naturen i Danmark og overnatte mellem pløkker og barduner. Ud over ca. 460 campingpladser er der mere end 1000 primitive lejrpladser, som både private lodsejere, kommuner og Naturstyrelsen lægger naturområder til.

Især i statsskovene findes der store lejrpladser, hvor du må overnatte med grupper, for eksempel foreninger eller skoleklasser. De store lejrpladser skal ofte bookes, det gør du hos grundejeren som i langt de fleste tilfælde er Naturstyrelsen. Se mere om booking af Naturstyrelsens pladser.

Naturstyrelsen har herudover ”fri teltning” i 200 af skovområder. Se mere om fri teltning. Her kan du finde dig en lysning i skoven og slå dit telt op for en nat. Det giver mange muligheder for at planlægge ruter til vandreturen eller cykelturen igennem flotte skovområder og med passende længde. Husk at her gælder 1-2-3-reglen Det betyder, at du må overnatte én nat samme sted, to telte sammen og der må maks. være tale om tre-personers telte. Derudover skal teltene være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder f.eks. naboer og campingpladser, samt bilveje.

En bivuak af presenning eller stofdug eller en tarp må du også slå op i skove med fri teltning.

 

Om fri teltning (Kilde Miljø- og Fødevareministeriet):

Fri teltning er inspireret af allemandsretten i vores naboland Sverige og giver mulighed for at slå sit telt op i endnu flere af statens skove uden at spørge om lov eller booke på forhånd.

For at beskytte naturen og undgå, at skovene udvikler sig til egentlige campingpladser, må du dog højst anvende 3-mandstelte, slå to telte op samme sted - og du må kun overnatte én nat, før du drager videre til et nyt sted. Ordningen omkring fri teltning gælder ikke for privatejede og kommunalt ejede skove og gælder alene i statens skove – ikke på eksempelvis heder, i moser, enge og på strande. 

- Statens skove tilhører os alle. Derfor er der fri adgang hele døgnet rundt og nu også mulighed for at slå sit eget telt op og rulle liggeunderlaget ud i endnu flere skove. Et tilbud der er afhængig af, at vi alle viser ansvar for vores fælles natur og tager hensyn til dyr, planter og de andre gæster i skoven, når vi er derude. Og her er meldingen fra Naturstyrelsen, at danskerne generelt er gode til at passe på naturen og efterlade den i samme stand, som da de kom, siger Lea Wermelin. 

På statens naturområder er det udover fri teltning i over 275 skove muligt at overnatte på lejrpladser, primitive overnatningspladser og rulle soveposen ud i skovbunden.  

Der findes i alt over 275 statsskove med fri teltning. Se dem alle her

Teltning må kun ske på de træbevoksede områder i de udvalgte skove.

  • Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted.
  • Man må højst slå to telte op samme sted.
  • Teltene må maks. være tre-personers telte
  • Teltene skal være uden for synsvidde fra drifts- og beboelsesbygninger, herunder f.eks. naboer og campingpladser, samt bilveje.
  • Det er kun tilladt at anvende åben ild på de dertil indrettede bålpladser.
  • Man må kun bruge feltkøkken, hvis man bruger et stormkøkken, hvor brænderen er indelukket fx Trangia. Af hensyn til brandfare må man ikke sætte stormkøkkenet på blade, nåle eller andet brændbart materiale – sæt gerne stormkøkkenet på en sten eller andet lignende ikke-brændbart materiale.
  • Vær opmærksom på, at en skov kan være lukket for brug af åben ild, brug af bålpladser mv. grundet tørke, og så er brug af stormkøkken heller ikke tilladt. Evt. lukning af skove med Fri teltning vil være angivet på Naturstyrelsens hjemmeside samt evt. med opsatte skilte ved skovenes indgange.
  • Det er ikke tilladt at bruge motoriseret transport på skovens veje.
  • Teltning er ikke tilladt på de strandbredder, klitter, enge, moser, heder, marker mv. eller andre lysninger, som indgår i de udpegede skove.
  • Efter endt brug skal man rydde op efter sig og tage sit affald med.
  • Vær i øvrigt opmærksom på, at det ikke er lovligt at udvise støjende adfærd, herunder benytte radioer, højttaler, musikinstrumenter o.a. på en støjende måde.

Anderledes overnatning i øhavshelters 

I det sydfynske øhav er der et stort og spændende netværk af kystnære shelters, der giver gode muligheder for at overnatte, når man kommer fra vandsiden. 

Se øhavsheltere på et kort og book en nat i et spændende arkitekttegnet shelter

I ly på havet

Danmarks første havshelter også indviet i Roskilde Fjord og flere er på vej. De giver en helt særlig oplevelse og 360 graders udsyn til vandet –og mulighed for både at nyde solopgang og solnedgang på vandet.

Se mere om havshelteret

Med bølgeskvulp som godnatsang

Hvis du ror i kajak eller padler kano langs kysten eller på åer og søer, er der flere steder oprettet kystnære lejrpladser, hvor du nemt kan lægge til og få ly for natten. På den måde kan du nemt tage på flerdages-ture i den blå vildmark.

Se kystnære lejrpladser 

Sheltere 

Der findes over 1000 primitive lejrpladser – heraf en del med sheltere og bålpladser.  Det store netværk af sheltere i Danmark, gør det muligt at tage på cykel- eller vandretur uden at skulle slæbe på et telt, og er derfor ideelt, hvis du for eksempel skal på cykelferie med børn.

Nogle af lejrpladserne har adgang til vand, toilet eller andre faciliteter. Du kan finde dem i bogen ”Overnatning i det fri” der bliver udgivet hvert andet år, eller på udinaturen.dk 

Du må ankomme til shelterne til fods, på cykel eller i kano.

Ved nogle sheltere er der mulighed for at komme ridende og lade hestene overnatte i en tilstødende fold.

Det koster som regel 25-30 kr. per person per nat, der betales på stedet. Visse shelters kan bookes på forhånd, så man kan sikre sig fortrinsret.