Oplev mere på søer og vandløb
Her er et udpluk af de væsentligste hovedregler for friluftsliv på søer og vandløb. Vær opmærksom på, at reglerne kan skifte fra sø til sø og fra vandløb til vandløb. Der kan også være forskellige regler afhængig af, hvilken båd du skal ud med. Vi håber, du får lyst og inspiration til at opleve mere i naturen.
For dig der ror eller sejler:
- Du må ro og sejle med små fartøjer uden motor på vandløb og søer, som har flere bredejere. Men husk, at din sejlads ikke må være til gene for vandløbet eller for andres jagt eller fiskeri. Det er selvfølgelig en forudsætning, at du kan komme lovligt frem til søen eller vandløbet.
- Du må kun sejle på et vandløb eller en sø, som har en enkelt ejer, hvis du har fået lov af ejeren. Det kan fx være en konkret tilladelse eller et skilt, der giver en generel tilladelse. Eksempelvis har Naturstyrelsen åbnet op for sejlads og roning på flere af dens søer.
- Vær opmærksom på, at reglerne kan være forskellige fra sted til sted. Det skyldes, at kommunerne kan fastsætte regler om offentlighedens adgang til at ro og sejle på offentligt ejede søer og vandløb. Husk derfor altid at tjekke de lokale regler, før du begiver dig ud på vandet.
- Sejlads med motor (herunder vandscootersejlads) er som udgangspunkt ikke tilladt, med mindre det fremgår af et lokalt vandløbsregulativ eller en lokal sejladsbekendtgørelse.
Landgang og ophold:
- Du må gerne gå i land på offentligt ejede arealer, men brug så vidt muligt anlagte ophalingspladser. På privatejede arealer må du kun gå i land med ejeres tilladelse. Du må dog gerne gå i land på privatejede udyrkede bræmmer, hvis de grænser op til arealer (både private og offentligt ejede), hvor det er tilladt for at færdes.
- Du må overnatte på offentligt ejede overnatningspladser.
- Du må bade i alle offentligt ejede søer, med mindre der er skiltet imod det. Det er altid på eget ansvar. På Naturstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvilke søer du må bade i.
For dig der færdes til fods:
- Du må færdes til fods på bræmmer langs vandløb og søer, hvis de støder op til udyrkede arealer, hvor det er lovligt at færdes.
- Du må færdes frit på alle offentligt ejede søer og vandløb i skove eller på udyrkede arealer, når der er is på vandet, medmindre kommunen, politi eller skiltning forbyder det. Du må fx skøjte, kælke, stå på ski mv. Men husk at tjekke, om kommunen eller politikredsen har opsat forbud, før du begiver dig ud.
Tjek lokale regler – og oplev mere
Vi har samlet nogle links, som du kan bruge til at tjekke lokale regler.
På Styrelsen for Vand- og Naturforvaltnings hjemmeside kan du læse om særlige regler for sejlads og roning på et udvalg af søer, der ejes af Naturstyrelsen.
Du kan også finde bekendtgørelser for sejlads på følgende vandløb:
På udinaturen.dk, kan du også finde information om regler og ruter, som bl.a. Dansk Kano og Kajak Forbund løbende opdaterer.
Derudover har Dansk Ornitologisk Forening en database over de vigtigste fuglelokaliteter. I databasen kan du også finde information om adgang til mange søer og vandløb. Se Dofbasen.
Kontakt kommunen
Hvis du ikke kan finde den information du skal bruge via ovenstående links, kan du kontakte kommunen. På de fleste kommuners hjemmesider kan du også finde information om lokale regler.